MUSIKALSK FOREDRAG

 Om at vælge livet og glæden derved

I virkeligheden er vi mange mennesker der går rundt med en eller anden form for angst. Angsten kan være i forhold til hvem vi er, hvad skal kunne og hvordan andre mennesker oplever os.

Jeg levede 10 år med invaliderende angst. En angst der hæmmede mig i at kunne gøre helt almindelige dagligdagsting, så som at passe min skole, være ude blandt andre osv.  Dengang jeg blev syg var jeg 15 år og dengang var der ikke nogle steder jeg kunne gå hen for at dele mine oplevelser, da der manglede stor viden omkring emnet. Der var ingen mulighed for at tale med andre om hvordan de oplevede deres angst da det, også dengang, var meget tabubelagt.

Idag er jeg 34 år og er kommet ud på den anden side. Der er igennem årene kommet større fokus omkring angst, men der er desværre også en del udfordring i at turde dele sine egne erfaringer og oplevelser.

Vi har alle en historie, en væsentlig historie og hvis vi øver os i at dele vores historier med hinanden, er jeg sikker på, at vi kan gøre en stor forskel i hinandens liv.

Gennem mit arbejde med mit album “Tin Box”, har jeg været helt inde ved kernen i mig selv og forholdt mig til hvilke følelser der boede i mig dengang og samtidig forholdt mig til hvordan jeg fortsat kan passe på mig selv, for angsten vil altid være en del af mig. – Heldigvis!

I hele mit forløb med angst, har musikken altid været retningsviser for mig, det er i musikkens rum jeg formår at mærke, bearbejde og opleve både glæde og sorg.

Jeg tager derfor rundt i landet for at dele min historie og med musikken som tro følgesvend. Jeg ville ønske at der havde været sådanne tilbud, da jeg stod i angstens voldsomhed.

Jeg glæder mig til at give DIG en anderledes musikalsk oplevelse i gulvhøjde, hvor musikalsk kærlighed, dybde, humor og nærvær er bærende elementer.

Det er muligt at tage et valg – At vælge livet!

 

 

 

 

 

 

Sangerinde & foredragsholder